Fra marker til natur: Planen for Tykmose Fælled er godkendt

Solrød Byråd har godkendt planen for Tykmose Fælled, et cirka 140 hektar stort natur- og friluftsområde ved Solrød Bæk mellem Havdrup og Solrød Landsby.
I dag består store dele af området af dyrkede marker. Planen er, at den tidligere Tykmose skal genskabes, mens der også skal plantes skov og skabes nye levesteder for dyr og planter. Stier, udsigtspunkter og et madpakkehus skal gøre området tilgængeligt for borgerne.
Projektet skal samtidig være med til at håndtere store mængder regnvand. Tykmosen og nye bassiner skal tilsammen kunne tilbageholde cirka 63.000 kubikmeter vand. Det skal mindske risikoen for oversvømmelser i Havdrup og reducere risikoen for, at Solrød Bæk går over sine bredder længere nede.
”Med Tykmose Fælled kommer vi tættere på at opfylde flere ønsker fra helhedsplanen for Havdrup som fx bedre forbindelser mellem byen og naturen og grønne områder, der både giver plads til oplevelser og hjælper med at håndtere regnvand. Borgerne får nye muligheder for at gå på opdagelse i naturen tæt på deres hverdag, og samtidig beskytter vi drikkevandet. Det er dejligt, at vi nu kan se, hvordan det hele skal tage form. Det er et projekt, der kommer til at gøre en forskel på flere måder,” siger Bo C. Christiansen, formand for Natur-, trafik- og planudvalget.
De sprøjtefrie arealer skal også være med til at beskytte drikkevandet ved Havdrup Kildeplads og forbedre vandmiljøet i Solrød Bæk.
”De lokale lodsejere har været med helt fra starten af, og uden dem var projektet aldrig blevet en realitet. Borgerne har også været med til at forme projektet bl.a. med ønsker til stier og steder, hvor man kan nyde naturen. Et godt samarbejde mellem lodsejere, HOFOR, KLAR Forsyning, Naturstyrelsen, borgere og kommunen er en vigtig grund til, at vi nu står med en så god samlet plan,” siger Bo C. Christiansen.
Arbejdet med tilladelser og den detaljerede planlægning kan nu begynde. Første spadestik forventes i 2027.
Faktaboks
- Tykmose Fælled bliver cirka 140 hektar stort.
- Området ligger mellem Havdrup og Solrød Landsby ved Solrød Bæk.
- Der skal etableres skov, enge, mose, stier, udsigtspunkter og et madpakkehus.
- Tykmosen og nye bassiner skal kunne tilbageholde cirka 63.000 kubikmeter vand.
- Cirka 90 hektar indgår i den lokale grønne treparts omlægningsplan.
- Det samlede budget er cirka 61 millioner kroner, hvoraf Solrød Kommune bidrager med cirka 1 million kroner.
- Første spadestik forventes i 2027.






Accepter kun nødvendige cookies